Sådan plantes barrods-roser

Plantningen bør finde sted i starten af foråret, når jorden er til at arbejde med.

Når det er sæson, så finder du mange nye planter i diverse havecentre. De fleste planter har jordfri rødder, der er pakket ind i fugtigt savsmuld og lagt i plasticposer

Følg disse tips for at give dine roser en god start:

  1. Læg rødderne i blød natten over. Fjern emballagen og sæt rødderne i en spand med lerrigt vand (leret sætter sig fast på rødderne og forhindrer at de udtørres, når de plantes). Lad dem stå mindst natten over. Hvis du ikke kan plante dem ud med det samme, så sørg for at holde pakningen omkring rødderne fugtig, indtil det er tid til at plante dem. Hvis du ved, at der går flere uger, så plant dem midlertidigt i en beholder og hold jorden fugtig. 
  2. Vælg et solrigt sted. Roser har behov for mindst 6 timers direkte sollys om dagen for at trives. Såfremt de får mindre sol, bliver de mindre modstandsdygtige og får færre blomster. 
  3. Grav et hul der er dybt og bredt nok til, at rødderne har godt med plads. Kontroller og test jordens pH-værdi, så du er sikker på, at værdien er inden for det område, roser trives i (5,5-7.0). Du kan eksempelvis spørge, hvordan man tester og justerer jordens pH-værdi på din planteskole. 
  4. Kontroller at der er god dræning. Fyld hullet med vand, lad det synke ned, og fyld det igen. Hvis vandet ikke er sunket ned inden for 24 timer, så har du sandsynligvis problemer med dræningen. Den nemmeste løsning på det problem er at plante roserne et andet sted eller i krukker eller højbede. 
  5. Plant korrekt. Bland jorden du har gravet op med lige så meget organisk materiale f.eks. kompost eller barkflis. Læg lidt af blandingen i bunden af hullet, så det danner en kegleformet høj. Undersøg planten nøje og fjern beskadigede eller døde rødder. Fordel rødderne over højen og kontroller dybden. Planten bør plantes på samme dybde, som den har været før (du kan se en farveforskel på stilken) og med podestedet på stilken (hvor der dannes en bule) over jorden. I et koldere klima skal planten placeres flere centimeter dybere, så podestedet er dækket af jord. 
  6. Fyld hullet med jord og skab en vandingskanal rundt om planten. Vand rigeligt. Hvis det er nødvendigt at justere plantens placering, kan du forsigtigt trække den op på det rette niveau. 
  7. Dæk jorden godt med organisk materiale som f.eks. kompost eller barkflis. Dæk flere centimeter over podestedet. Det forhindrer, at stilkene udtørrer. 
  8. Når planten begynder at få blade, skal komposten fjernes fra stilkene og der skal tilsættes gødning. Beskyt mod skadedyr og plantesygdomme med produkter, der er udviklet specielt til roser. Følg anvisningerne på produkterne nøje.